Det betyder, at dine tekster skal have en speciel udformning, for at søgemaskinerne kan finde dem. Google er blevet dygtig til at tolke tekstindhold og bedre til at forstå de enkelte ords betydning. Den værdsætter lange, informative artikler skrevet i et godt sprog. Mange har lavet casestudier, der viser, at længere artikler ranker bedre.
Det betyder også, at Google slår hårdt ned på dårlig arbejdsmoral. Hvis du kopierer tekst (enhver type tekst) fra andre sider – også selvom du får lov – smider du din chance for en god placering lige ned i lokummet. Faktisk er kummens grumsede vand endestationen for alle websteder med dårlige tekster. Fattige tekster uden passion svier i øjnene. Og hvilken søgemaskine har lyst til at sende sine brugere direkte i kløerne på en peberspray? Kan du se pointen?
En dårlig tekst er:
- autogenereret
- auto-oversat
- kopieret
- tynd
- fyldt med sproglige fejl
- ligegyldig
- ikke det, overskriften lovede
- skrevet uden kærlighed til sproget
- tydeligvis skrevet kun for at tjene penge og derfor helt død … stendød … nogen, der har en hjertestarter? Nej? Måske man skulle ringe til en dygtig tekstforfatter næste gang?
Kær tekstforfatter har mange navne
Tekstforfatter er det danske, leverpostejsfarvede navn for det, man ude i verden kalder en copywriter. De fleste virksomheder har en copywriter på lønningslisten. Det har de, fordi det er så utrolig vigtigt at have en (eller flere), der dedikerer alle dagens timer til at skrive gode tekster om alle aspekter af virksomheden. Hvis man ikke kalder tekstforfatteren for copywriter, kan man også bruge content writer eller content marketer.
I dag er tekstforfatning, copywriting, content writing og content marketing ikke opgaver, som virksomhederne giver til hvem som helst. Søgemaskinerne er blevet mere sofistikerede, og tekstopgaver kræver skills. Her kan du ikke komme ind fra gaden. Viden om kommunikation, marketing, SEO, søgemaskinernes kunstige intelligens og sproglig æstetik er et must. Det skal bare spille.
Teksten er det vigtigste for en god placering i Google
Når du starter en webside, skal du bruge tekster. Masser af tekster. Det tager tid at skrive gode tekster, men en tekstforfatter er vant til at skrive lange webartikler efter søgeord, og det kan betale sig for dig. Hvorfor? Fordi søgeoptimeret kvalitetsindhold er vigtigere end alt andet – både når du lige er gået i gang, og når du længe har været gæst hos Google. Du skal bruge tekstindholdet til at tilbyde dine læsere noget interessant. Dernæst er gode artikler nødvendige, hvis du vil gøre dig fortjent til de naturlige og værdifulde eksterne links. Linkbuilding med gæsteartikler på andre blogs kræver også gode tekster, for blogejerne er kræsne.
Tekstforfatterens arbejde med at søgemaskineoptimere dit tekstindhold består blandt andet i:
- at give teksterne de rigtige over- og underoverskrifter.
- at flette dine søgeord naturligt ind i teksten og eventuelt komme med forslag til relaterede begreber, synonymer og long-tail-former af dine søgeord.
- at give dine udgående links varierede ankertekster.
- at skrive interessante og informative tekster, der samtidig er spændende, og som læseren kan huske.
- at markedsføre dig og din virksomhed, så du tiltrækker flere kunder.
- at korrekturlæse og sprogforbedre dine øvrige webtekster.
Hvad kan en tekstforfatter gøre for mig?
Du kan bruge en tekstforfatter til at hav af opgaver. En tekstopgave kan være en være et lille, men meget vigtigt stykke tekst til din forside. Måske 100 ord. Måske mindre. En tekstopgave kan også være løbende at tilføje artikler til din blog, hvis du i perioder har for travlt med andre ting.
Et klassisk eksempel er produkttekster. Her er det fristende at låne producentens tekster. Overraskende mange webshops sælger produkter med uoriginale produktbeskrivelser, selvom original tekst er den eneste gangbare løsning på nettet. Bestil en tekstforfatter i stedet for at kopiere eller skrive dine egne alt for korte og utilstrækkelige beskrivelser – du kan altid få et godt tilbud, når det drejer sig om en stor mængde tekster.
Ok, så du har ikke startet shop med masser af produkter. Du sælger en service i stedet. Et uhåndgribeligt produkt, som er en del af dig selv. Av, for søren – nu skal du koncentrere dig! Du skal nemlig sælge dig selv. Det betyder, at du skal være lige dér, midt i teksten. Kan du skrive dig selv derind? Hvem er du, og hvilken tone of voice passer bedst til dig? Uha da. Før du drukner i eksistentialistiske bekymringer, må du hellere kontakte en tekstforatter! Fik jeg nævnt content marketing? Og copywriting? Nej? De er vigtige for dig, så brug et par minutter på at følge de blå links. Jeg venter her.
Og mig? Hvad sælger jeg? Ja, hvad sælger en tekstforfatter egentlig, hvis det ikke er ord? Det er der kun ét godt svar på: Jeg sælger inspiration og gode relationer. Interesseret?
Korrektur og sprogforbedring
En tekstforfatter kan også hjælpe dig med at sprogforbedre og læse korrektur på dine webtekster. Korrekturen betyder at rette stave- og kommafejl i teksterne. Sprogforbedring er mine forslag til ændringer i ord, sætninger og afsnit, så sproget flyder, og teksten bliver lettere at læse. Korrekturen er den billigste mulighed. Sprogforbedring er heller ikke så dyrt, men prisen afhænger af typen og mængden af tekst.
Andre tekstopgaver kan være pressemeddelelser, salgsbreve, studieopgaver, CV, jobansøgninger, brochurer eller indbydelser. Der er altid plads til forbedringer.
Hvordan foregår det, når jeg kontakter en tekstforfatter?
Hvis du har brug for hjælp til tekstforfatning, kan du ringe, skrive en mail eller bruge min kontaktformular. Jo flere informationer du giver mig, jo mere præcis en tilbagemelding kan jeg give dig om pris og leveringstid. Når jeg løser tekstopgaver for kunder, gør jeg det gennem mine klippekort. Du bestiller et klippekort, der svarer til omfanget af din opgave. Jo flere klip du bestiller, jo billigere bliver det pr. time.
Selvom du beskriver din opgave grundigt, vil jeg i de fleste tilfælde kontakte dig mindst én gang for at være helt sikker på, at jeg skriver teksten, som du gerne vil have den. Og hvis det er en opgave, der strækker sig over længere tid, skriver jeg til dig, så du ved, hvordan det går med din tekst.
Inden du ringer eller skriver, er der nogle ting, du skal have tænkt over:
- Hvilken type tekst skal du bruge (blog, produkt, landingsside, om-tekst, content marketing, forsidetekst, anden tekst)?
- Ud fra hvilke søgeord skal teksten skrives?
- Hvor lang skal teksten være?
- Medmindre det tydeligt fremgår af opgaven eller det øvrige tekstindhold på din webside, kan du også gøre dig tanker om tonen i teksten. Er det en meget seriøs tekst? Skal du sælge et produkt eller dig selv? Er du meget glad for dit jakkesæt, dit slips og corporate snak? Eller er der plads til kant, humor og selvironi? (Tip: hvis ikke, så find pladsen 🙂
- Hvornår skal du bruge teksten?