En SEO-tekstforfatter var engang en, der var god til Tetris. Sådan en, der fik alle dine søgeord lagt til pænt rette, skulder mod skulder, i din websidens todimensionelle rum. Og ding dong dynamo kunne alle finde dig i søgeresultaterne.
SEO tekstforfatter

SEO-teksten var engang en and
Hvis vi nu siger, at teksten var en and, var teknikken engang således, at en SEO-tekstforfatter gik foie gras på skidtet og proppede keywords ned i halsen på den. Dog viste det sig hurtigt, at der ikke rigtig var nogen, der havde lyst til at læse det gris. Tænk engang.
Derfor båttede Google tre gange rundt om sig selv og trak lidt i algoritmens ene hjørne. Og efterhånden udviklede SEO-tekstforfatning sig til en anden type opgave.
Nemlig den, hvor teksten skal indeholde alle de gode buzzwords og være en, rigtige mennesker gider læse. (Rigtige mennesker er sådan nogle, der drikker meget kaffe, har husforsikringer (inkl. skjulte rør) og kan holde et nytårsforsæt i 17 minutter.)
83%
af alle onlinetekster kæmper med for lav blodprocent
SEO-tekster og pizzazz
Søgeordsanalysen er stadig vigtig, når du skal lave en SEO-tekst.
Men i dag handler SEO-tekstforfatning mere om pizzazz end om rå mængder keywords og deres placering.
Pizzazz har ikke noget at gøre med italiensk bagværk. Pizzazz betyder noget, som er livligt og bemærkelsesværdigt. Altså noget, du ka’ mærke, ka’ li’ og ka’ huske. Det betyder nej tak til klichéer og poesimagneter. Og ja tak til alt det, der får dig til at smile, føle og tænke:
”Det var sgu da alligevel fiffigt, det der.”
Nej tak til mere af det samme
Kig engang på det her biksemad af bogstaver:
“I vores virksomhed brænder vi for X. Vores passionerede team har kvalitet i højsædet og leverer skræddersyede løsninger til dit behov.”
Kunne det måske være alle virksomheder nogensinde? Det var et ledende spørgsmål.
Og det er ikke bare gak og løjer. Prøv at google “vi brænder for”, ”vi har en stor passion for” eller ”skræddersyede løsninger”. Sjældent har tre formuleringer virket så ikke-unikke og uspændende.
I mine øje føles de mest dampen fra den varme eddikesyreblanding, jeg afkalker min elkedel med.
Ingen pizzazz-point der.
Og ved du, hvad det værste er?
Uanset hvor du kigger hen, er der en, der har en passion og brænder for noget. Der er en, som har produkter af høj kvalitet, og som tilbyder specialdesignede løsninger.
På nettet er vi nemlig allesammen skræddere.
Men men, protesterer du nu. Tekster, der indeholder alle de her anæmiske vendinger er jo typisk forsider og om-sider og altså ikke SEO-tekster og landingssider. Hvorfor skælder du sådan ud?
Fordi SEO handler om brugeroplevelsen og brugerengagementet. Eller UX, hvis forkortelser er din ting. Ingen ved det med sikkerhed, men mange SEO-nørders kvalificerede gæt går på, at din rangering mere end noget andet afhænger af brugersignaler.
Pointen er, at en SEO-tekstforfatter bør fokusere størstedelen af sine ressourcer på tekstforfatning, og ikke på SEO. Kontroversielt? Ja, det er det nok, hvis du spørger mine kolleger.
Men jeg holder fast på det, som min kæleløve holder fast på de mus, han fanger i haven om sommeren.
Hvad gør du så, hvis du er en skrædder blandt skræddere?
62%
ville hellere drikke
lun G&T af en gammel
nisses gummistøvle end at læse AI-tekster
Du gemmer nål og tråd væk og finder farveladen frem.
Den med farven, der kræver en renovering af væggen, når Pelles 4-årige pilfingre finder vej til din kreaskuffe, og han føler sig inspireret til at udfolde sig på det helt store lærred. Den farve, der kræver opmærksomhed, og som nægter at gi’ slip.
Nogensinde.

Vær pink i et hav af kakao
Hvis du har lyst til at fortælle om kvaliteten af dit produkt, så gør det. Hvis du har behov for at fortælle, at du har en stor passion for dit produkt, så gør det. Og hvis du bare må fortælle, at du er så ferm med en Singer, at du syr hele skidtet efter mål, så gør det.
Men fortæl mere end det.
Vær en, du selv gad lytte til. Men vær først og fremmest nogen
Vis os gennem din kommunikation, at du er mere end bare endnu en virksomhed, der består af lige dele passionsfrugt, skræddersaks og brændende kærlighed.
Tænk over det.
Medmindre du skubber en nichebusiness foran dig, er du den eneste variabel midt i et marked af konstanter. Derfor er det vigtigt, hvad der står på dit visitkort. Og hvordan det står.
Du kan være ingen. Men du kan også være nogen. Hvis du tør.
Du kan aldrig vide på forhånd, hvordan dine kunder finder dig. Nogle gange viser det sig, at en blogartikel giver dig lige så meget synlighed, engagement og henvendelser som en landingsside.
Med andre ord er alle tekster på din hjemmeside i princippet SEO-tekster. Jf. det med brugeroplevelsen og min insisteren på at fokusere på teksten.
Hvorfor er det så, at SEO-tekster, som pr. dekret oppefra, altid møder op i Cocio-farvet tweed og lugter af loft?
Fordi nogen har valgt et ensidigt fokus på en liste med keywords og skabt en klassisk SEO-tekst ved hjerteløst at fylde den ud med trivialiteter. Lidt som at pynte det splitternøgne lig af sidste års juletræ og tro, at det får samtlige bells til at jingle.
Du kunne jo i stedet vælge at være pink i et hav af kakao. Du kunne kommunikere, så du gør dig bemærket og klæber til forbipasserende.
Bosslevel
SEO tekster:
”Øjeblik, jeg skal lige læse det her”,
sagde din potentielle kunde, fordi dine tekster siger kablooey som ACME dynamite
= mere synlighed
og flere salg
Du kunne vælge en SEO-tekstforfatter,
der bygger bosslevel SEO-tekster