Hvordan laver man en søgeordsanalyse? Keyword-guide til små virksomheder

Søgerodsanalyse
Søgerodsanalyse
SEO

Søgeordsanalyse? Hvordan er det nu lige, man laver sådan en?

Hvis du skal i gang med SEO, er det det helt rigtige spørgsmål at stille. For uden søgeordsanalysen har du intet fundament til dit hus, ingen knager til dit overtøj, ingen hylder til dine fine vine – du er vist med nu.

Du skal bruge søgeordsanalysen til stort set alle SEO-opgaver. Typisk optimeres hver side til et sæt keywords, dine URL’er navngives ift. keywords, dit indhold skal struktureres og ankertekster udvælges med hensyn til keywords. Det samme skal metadata og dine eksterne artikler til din linkbuilding. Etcetera.

Så det er umagen værd at gøre det ordentligt. Du kan altid få hjælp til SEO, men har du tiden, lysten og interessen, kan du komme langt med egen indsats – endda på et stramt budget.

De rigtige keywords = effektiv kommunikation

Arbejdet med at finde de rigtige keywords handler egentlig om effektiv kommunikation. Selvom Google er blevet bedre, og der er kunstig intelligens allevegne, handler det stadig om at mødes i sproget, og ikke tale forbi hinanden. Det gælder nemlig om at finde frem til, hvilke ord, udtryk og sætninger, dine kunder bruger for at finde det, du tilbyder.

Det er tit sådan, at du og din målgruppe omtaler dit produkt på forskellige måder. Måske benytter du professionelle brancheudtryk eller lingo, kunderne ikke kender. Det skal du til en start holde op med. Ja, undskyld, men det dur ikke, at du, som personlig træner, buldrer derudaf med ”funktionel hypertrofisk muskulær aktivering”, når kunderne bare leder efter en god omgang styrketræning.

Eller at du som IT-person prøver at sælge et ”SaaS-tier 2 abonnement” til en kunde, som bare gerne vil have en softwarepakke til mindre virksomheder.

Hvis du ikke kigger efter, risikerer du at blive væk i dine egne fagudtryk. Eksemplerne er måske lidt ud af en tangent, men du kan gå glip af en masse trafik, hvis du ikke bruger samme sprog som din målgruppe.

Søgeordsanalyse og intention

Én ting er at finde frem til bestemte ord og fraser, der er oplagte at optimere dit indhold omkring. En anden er at lure intentionen bag. Man (jeg ved ikke helt hvem, måske er det Google) opdeler søgeintention sådan her:

  • Navigation – nogen leder efter en bestemt webside
  • Information – nogen leder efter information
  • Køb – nogen overvejer at købe et produkt eller en ydelse
  • Transaktion – nogen sidder med kreditkortet i hånden

Du kan bruge intentionen, når du skal lave dine webtekster og artikler. Du skal være den, der står klar til at guide potentielle kunder, når de er i tvivl om noget. Du er eksperten, der næstekærligt (og strategisk) deler ud af din viden. Det får dig til at ose af troværdighed, og det skal vi jo alle sammen be’ om. Du kan svare på spørgsmål og være kundens digitale sidekick gennem hele købsprocessen. Og forhåbentlig er det dig, der får salget, når kunden endelig griber efter kortet.

Hvordan finder man så de keywords?

Det er nemt at finde de rigtige keywords, hvis man har penge som visne blade om efteråret.

Lidt mere tricky er det, når det skal være billigt. Heldigvis er der masser af laber data at høste i søgemaskinen selv. Google har vores allesammens syndige tanker, mærkelige søgninger og præferencer ved hånden. Udnyt det.

Hurra for gratis data

Først har du autoudfyld-funktionen i søgefeltet, som ivrigt foreslår søgninger, mens du skriver. Hvis du tager et hurtigt kig på resultaterne, hinter de også om intentionen. Hvis resultaterne er guides og længere artikler, leder folk efter information. Hvis Google fx viser dig prissammenligninger eller produktsider, hælder intentionen klart til den købsinteresserede/transaktionelle side. Den vinkel bør du også vælge, når du skal lave indhold til denne søgning.

Dernæst har du den lille dropdown med titlen ”Folk spørger også om”. Her finder du forslag til spørgsmål, din målgruppe har stillet i Google. Rene guldkorn til din SEO.

I bunden finder du ”Der blev også søgt efter” med forslag til søgninger, der minder om din.

Alle de her forslag har et fornuftigt antal søgninger, og du kan roligt regne dem med i din analyse.

Du kan også bruge dine konkurrenters metatitler, altså de blå links i søgeresultaterne. De er ikke tilfældige. Haps alt, hvad du kan bruge. Man må gerne tyvstjæle her.

Der findes også gratisversioner af mange søgeordsværktøjer, hvor du får et begrænset antal opslag med info om fx søgevolumen og konkurrenceniveau. Google Keyword Planner er også gratis, men det er virkelig et elendigt værktøj og får ikke en anbefaling herfra.

Endelig har vi jo AI’erne som ChatGPT – eller Btina, som “hun” hedder herhjemme. Det kunne lyde, som om vi er vilde med ”hende”. Det er ikke tilfældet. Men robotterne er her, så du kan lige så godt strippe dem for inspiration. Det er sket, at nogen har fået brugbar information med hjem fra en AI.

Men hvad med os? Slår vi bare op i Google, når vi skal finde de søde, modne keywords?

Ja, det kan du tro, vi gør. Hele tiden.

Men vi bruger også et betalt SEO værktøj, fordi vi skal kunne slå op på vores kunders vegne og følge deres rangering over tid.

Søgeordsanslysens smørhuller

Her hos os arbejder vi primært med små virksomheder. Små virksomheder har små budgetter, og derfor skal penge og ressourcer bruges ekstra snildt.

Når vi arbejder med søgeordsanalysen, er tricket derfor at finde keywords med en nogenlunde høj søgevolumen og en ikke alt for høj sværhedsgrad. De såkaldte smørhuller.

Ja, de findes.

Hvor de er, hvor mange der er, og hvor dybe de er, kommer an på din branche. Nogle gange handler det om at vælge et synonym, et spørgsmål eller en søgefrase med flere ord som alternativ til den helt korte, generiske søgeterm. Søgninger med 3-6 ord kaldes for longtail keywords, fordi de har en ”hale”. Hvor godt det billede er, må du selv vurdere. Det er ikke os, der har fundet på det.

Generelt gælder det, at jo kortere et søgeord er, jo større er volumen. Men konkurrencen følger med. Alt er muligt, men de hurtigste resultater får du, når konkurrencen er lidt lavere.

Foruden den lavere konkurrence har longtail keywords også den fordel, at intentionen bag søgningen fremgår lidt tydeligere. Og som vi lige snakkede om, er det rigtig god kommunikation at kunne afkode, præcis hvad kunderne leder efter.

Sådan arbejder vi med søgeordsanalyse

Vi går til analysen således, at vi tilbyder en emnebaseret og en fuld søgeordsanalyse. Metoden og dybden er den samme. Forskellen er bredden af analysen og det samlede antal keywords, vi har med.

Hvis vi sammenligner SEO med en omgang re-decorating, så er den emnebaserede søgeordsanalyse lidt som at koncentrere sig om et enkelt rum, frem for at lægge planer for hele huset på en gang. Her zoomer vi ind på ét emneområde og går i dybden med det. Det udvalgte emne fordeler sig typisk på 2-4 undersider på din hjemmeside.

Når vi laver den fulde analyse, samler i alle de emner, vi (dig inkluderet) mener er relevante at optimere til. Så går vi i dybden med dem alle sammen og får alle relevante keywords med. Vi har sat en øvre grænse på 8 sider, som vi optimerer på baggrund af den fulde analyse.

En emnespecifik søgeordsanalyse er ikke så omfattende (!) som en all-round-analyse. Det er derfor, du finder den i vores start- og vækstpakke, mens den fulde søgeordsanalyse ligger i vores største SEO pakke.

Skulle du være i tvivl, så lad mig lige understrege, at begge metoder giver værdi. Lidt ad gangen er lige så godt som det hele på én gang. Vi har valgt at gøre det sådan for at kunne tilbyde forskellige niveauer af SEO priser til forskellige virksomheder. Vi har mange gange kigget på prisniveauet rundtomkring og tænkt, at det sgu ikke kan passe, at de små virksomheder ikke kan være med.

Så lille virksomhed – vores SEO pakker lavet til netop dig. Drømmer du om budgetblød hjælp til SEO, er du velkommen i vores indbakke.